Duinrell Camping

Camping Duinrell er en meget speciel campingplads, da der midt på pladsen ligger en forlystelsespark, som man som gæst på campingpladsen har fri adgang til. Derudover er der også et stort indendørs badeland, som man 2 timer hver dag kan besøge gratis.
Campingpladsen ligger i et smørhul mellem Amsterdam og Haag og kun 10 minutter fra en tredje større by Leiden, som er en rigtig hyggelig handelsby.
Der er kun et par kilometer til en rigtig fin strand, men der er ikke direkte adgang fra campingpladsen.
De store legepladser i forlystelsesparken har åbent hele dagen, og det er et skønt sted for børnene også efter forlystelsesparken lukker om eftermiddagen.
På pladsen er der også et par restauranter (kan godt være delvist lukkede i lavsæson).